|
5 % af statstøttede kulturinstitutioners indtægter kommer fra private enten som gaver eller som sponsorstøtte. Sådan har det været alle år siden 1995 - undtagen 2003.
En undersøgelse fra Kulturministeriet viser en markant stabilitet i privat støtte til statsstøttede kulturinstitutioner, enten som donationer eller som sponsorbidrag. I årene fra 1995 til 2002 modtog kulturinstitutionerne samlet set mellem 4,7 og 5,6 % af deres samlede indtægter fra de private bidragsydere. I 2003 vokser de private bidrag til 8,7 %.
Dagbladet Politiken har brugt analysen til at hævde en sammenhæng mellem VK-regeringens politik og den markante stigning i statsinstitutionernes sponsorindtægter i 2003. Den markante stigning i 2003 findes i realiteten kun på museer i Københavns kommune og Københavns Amt.
Hvis man hævder, at det er VK-regeringens skyld, at museer i Københavns kommune og Københavns Amt får flere sponsorpenge, så er konsekvensen, at VK-regeringen intet har opnået på dette felt på alle andre kulturområder og i hele resten af landet.
Selve undersøgelsen lægger da heller ikke op til en sådan politisk konklusion, ligesom ministeren i alle udtalelser om undersøgelsen nøje undgår at tage 2003-stigningen som udtryk for egen succesfuld politik.
Derimod lægger ministeren op til, at andre kulturområder kan lære af museernes succes med at tiltrække private sponsorpenge. For langt de fleste kulturområder viser undersøgelsen en markant stabilitet i sponsorstøtte målt i forhold til kulturinstitutionernes samlede indtægter.
Sponsorer kan li' museer
Og de som antager, at sponsorstøtten på en eller anden måde hænger sammen med regeringens nedskæringer i kulturbudgetterne, tager også fejl. Der kan ikke findes nogen som helst logisk sammenhæng mellem finanslovsbevillinger og sponsorbevillinger.
En væsentlig del af kulturinstitutionerne henter konstant 1% af de samlede indtægter fra private bidragsydere: ensembler, biblioteker og uddannelser. Teatrene henter konstant 2 % og spillestederne henter konstant 3% (tallene kendes dog kun for de seneste tre år).
Museerne henter 10-12 % i alle år undtagen succesåret 2003, hvor 19% af de samlede indtægter stammer fra de private bidragsydere.
Derimod er der voldsomme variationer i grupperne "skabende kunst" og "øvrige" (som omfatter Sprognævnet, Folkemindesamlingen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab). De private bidrag til skabende kunst varierer mellem 0 og 11% - gennemsnittet er 2%. Gruppen øvrige varierer mellem 18 og 33% - gennemsnittet er 24%.
Naturligvis kan man forestille sig, at kulturområder kan lære af hinandens erfaringer med at hente sponsorpenge. Men det er lige så sandsynligt, at der er særlige kendetegn ved kulturområder, som gør disse mere velegnede til privat støtte. Eksempelvis er det kun få offentligt finansierede museer, som har råd til selv at anskaffe nye værker eller selv at betale for omfangsrige arkæologiske undersøgelser. Man kan derfor forestille sig, at donationer nærmest er en naturlov for at udvikle danske museer og forbedre deres samlinger.
Museernes succes i 2003 kan næppe begrundes med ændret attitude til sponsormidler og ej heller med det strukturelle ændring, der er sket i kraft af etableringen af Kulturarvsstyrelsen.
Rod i geografien
I undersøgelsen står:
"Samlet set modtager kulturinstitutionerne i Københavns Amt langt flere bidrag end kulturinstitutionerne andre steder".
Denne påstand har simpelthen ikke hold i virkeligheden.
Af en i undersøgelsen uforklaret grund, har man åbenbart valgt at samle statsinstitutionerne i Københavns kommune og Københavns Amt under den helt misvisende fællesbetegnelse "Københavns Amt". Læsere af undersøgelsen forledes således til at tro, at statsstøttede kulturinstitutioner i Københavns Amt er særligt højt prioriterede blandt private sponsorer. Realiteten er givetvis den modsatte: der er uforholdsmæssigt få statsstøttede kulturinstitutioner i Københavns Amt - og der er ikke nogen grund til at antage, at disse få institutioner skulle være særligt begunstigede af private sponsorer.
Regn selv tallene ud
Undersøgelsen blev igangsat efter ønske fra Folketingets kulturudvalg. Kommissoriet fra Kulturudvalget præciserer i punktform en række krav til undersøgelsen. Det første krav er:
"Undersøgelsen bør belyse: - bidragenes omfang og udvikling i perioden 1995 - 2003 baseret på regnskabsoplysninger."
Undersøgelsens konklusion er, at sponsorater og donationer udgjorde 8,7 % af kulturinstitutionernes indtægter i 2003. Undersøgelsen undlader at nævne den private andel i de foregående 8 år. Man kan finde grafer, der viser tendenser. Men faktisk skal Folketingets Kulturudvalg og andre læsere selv udregne disse centrale tal ved nærlæsning af bilagsmaterialet.
De som jagter succeser kan iøvrigt glæde sig, hvis Kulturministeriet opdaterer undersøgelsen med 2004-tallene. For i 2004 vil teatrene i København opnå en ekseptionel stigning i sponsorbidrag, idet den nye opera i København vil indgå i statistiken.
En svaghed ved den samlede undersøgelsesform er, at den udelukkende fokuserer på kulturinstitutioner med statsstøtte. Det medfører, at sponsorernes betydning for ikke-statslige institutioner ikke indgår i den debat, der føres ud fra denne undersøgelse. Man kan altså ikke se, hvilken betydning det har for jazzmusikken, at man mister den største sponsor til Jazzpar-prisen, eller at bryggerierne gør noget ved musikken, eller at en stor bank gør noget andet for litteraturen.
Søndag Aften 01/2005
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
